Det er en dejlig forårsdag solen skinner, træerne står i knop
og fuglene synger. Skovbunden er dækket af hvide anemoner og gule erantis.
Hanne og Christian er på tur i Marselisborgskoven. Christian
er en glad dreng, med multihandicappet i form af medfødt hjerneskade og
autisme. Han er 12 år og bor på Solsikken, som er en døgninstitution for børn
og unge med nedsat funktionsevne, der har han boet i 6 år. Inden boede han
hjemme ved hans forældre Jytte og Per.
Grunden til at Christian i dag bor på Solsikken, er at hans forældre
ikke længere magtede at have ham hjemme, efter lillesøsteren Sophie kom til
verden. Da Christian er meget ressourcer krævende, med hjemme træningsprogram,
almen pasning og at det ville kræve en flytning til et nyt hus at beholde ham hjemme
pga. kørestolen.
Forældrene har siden de fandt ud af at de skulle have et
handicappet barn, haft meget svært ved tanken om at deres barn ville være
anderledes, end andre børn. Hvilket også gør, at de ikke kommer så ofte og
besøger Christian. De besøger ham dog 1 -2 gange om måneden. Der ud over har de
en kontaktperson der ringer hver 14. dag.
Christian elsker at komme i skoven tæt ved vandet, han kommer
der tit. Ofte sammen med Hanne, som er hans primære kontaktperson. Hanne er
pædagog på Solsikken, hvilket hun er utrolig glad for. Hun har arbejdet der,
siden hun blev færdig uddannet som pædagog, inden da var hun i lønnet praktik
som efterfølgende gav hende et vikarjob på stedet. Hun har nu været fastansat
på Solsikken i 8 år.
Hanne og Christian har det godt sammen og bruger mange timer
på forskellige ture, som biografture, indkøbsture, gåture omkring institutionen
og i skoven.
Denne forårsdag er de endnu engang i skoven. Der er rigtig
mange mennesker i skoven, det plejer der ikke at være. Christian er ikke så
vild med, hvis der er alt for mange mennesker, han ikke kender, der kommer for
tæt på ham. Men trods alle menneskerne, tegner det sig til at blive en god tur.
De beslutter sig for at gå ned til bænken ved vandet, hvor de
plejer at kigge på skibene der sejler forbi. Denne dag er ikke nogen
undtagelse, der kommer nogle store tanker, som de kigger på. Christian viser
sin begejstring for skibene ved at smile, hvine og klappe.
Det er varmt og Christian er blevet tørstig, så de beslutter
at gå tilbage til skoven hvor der ligger en lille isbod, så de kan købe noget
at drikke.
Da de nærmere sig isboden, kan de se at der er mange
mennesker, hvilket gør Christian utryg, så Hanne beslutter at lade Christian
stå et stykke der fra og gå hen, for at hente noget at drikke til dem. Hanne
møder en gruppe af hendes veninder, på vej over mod is boden. De hilser på
hinanden og snakker lidt, men Hanne er meget koncentreret om at komme foran i
køen, så hun kan komme tilbage til Christian så hurtigt som murligt.
Det bliver Hannes tur, hun køber sodavand og skynder sig
tilbage til Christian. På vej tilbage stopper en af hendes veninder hende og
spørger til, hvordan weekenden var gået. Hanne glemmer alt om, hvad der
egentlig var hendes fornemmeste opgave den dag. Nemlig Christian, han sidder
stadig for sig selv et stykke væk og han er bestemt ikke tryg. Christian sidder
rokkende og siger lyde, som bliver højre og højere. Forbi passerende kigger og
stopper op, nogle går hen til Christian for at hjælpe. Men det gør bare det
hele meget værre. Hanne høre nu Christians kalden, smider alt hvad hun har i
hænderne og løber hen til ham. Hun undskylder mange gange og trøster Christian,
men han er svigtet og meget ked af det.
Hanne beslutter sig for at vil prøve at gøre det godt igen,
derfor tager hun Christian med hen for at købe is og sodavand. Men der er
stadig mange mennesker, så Christian bliver ked af det og begynder igen med
lydene. Hanne vælger denne gang bevidst at ignorere det, da de jo skal have den
is og sodavand. Christian falder ikke helt til ro, selvom han både får serveret
is og sodavand. Nej det blev nu alligevel ikke en god tur, som han ellers havde
håbet på.
Efter isen beslutter Hanne, at det nu er tid til at vende
snuden hjemad mod institutionen igen. På vej tilbage mod institutionen, tænker
Hanne over dagen. Hun bliver overvældet af en følelse af fiasko, hun var jo en
uopmærksom pædagog. Hvordan kunne det ske, Det der absolut ikke måtte ske.
Da de kommer hjem på institutionen, er både Hanne og
Christian trykket og mærket af dagens episode. De andre pædagoger kan mærke at
tingene ikke er som de plejer, så de spørger indtil turen. Hanne fortæller om
turen og episoden ved isboden, og at Christian ikke har været sig selv siden.
Hanne overlader derfor Christian til de andre pædagoger, han er næsten faldet
til ro ovenpå episoden, dog er han udmattet og kræver lidt ekstra omsorg.
Hanne trækker lederen til siden for at snakke med hende om
episoden ved isboden. Da Hanne er meget påvirket af sagen beslutter lederen, at
Hanne skal tage fri resten af dagen og tage kontakt til Christian forældre
dagen efter.
Da Hanne er kommet hjem, sidder hun igen med dårlig
samvittighed. Men hun beslutter dog at tage lidt afstand fra det hele og komme
på andre tanker.
Senere samme aften, ringer Hannes telefon. Det er ukendt nummer, Hanne tager
den og stemmen i den anden ende siger ”Hej, det er Jytte, Christians mor” Hanne
ved med det samme, hvad det betyder. Hun får hjerte banken, klamme hænder og
bliver nervøs.
”Jeg blev ringet op af en veninde, der havde set Christian sidde alene i
Marselisborgskoven. Han var ked af det og uden opsyn” siger Jytte.
”Ja, det er rigtig. Jeg er ked af, at du skulle høre det fra en veninde og ikke
fra mig som primær kontaktperson” siger Hanne.
”Det er jeg også, men du har vel hørt om episoden og kan fortælle din version
af den” siger Jytte. Hanne fortæller det hele til Jytte, og tilføjer.
”Hvis du kunne have brug for at snakke det hele igennem med mig og lederen, kan
vi aftale et møde på Solsikken” siger Hanne.
”Det behøves ikke. Jeg er sikker på at det aldrig vil ske igen. Jeg ved at du
betyder meget for Christian og vi har trods alt samarbejdet om Christian i 6
år, så vi stoler på dig” siger Jytte.
”Det er jeg glad for, da jeg også sætter stor pris på vores samarbejde” siger
Hanne og afslutter samtalen.
Dagen efter, da Hanne møder på arbejder, kalder lederen hende
ind på kontoret til et møde om gårsdagens hændelse. De bliver enige om at lave
en indberetning af sagen, hvilket udmunder i en skriftlig advarsel til Hanne.
Christian har det i dag godt og Hanne er stadig hans primære
kontaktperson.
