Præsentation af fiktive sted og personer

Persongalleri:

Bruger: Christian på 12 år 3 -4 år mentalt. Flyttede på intuitionen som 6  årig da det var for meget for forældrene. Han er født hjerneskadet med autisme. Kørestolsbruger

Pædagog: Hanne er pædagog på stedet og har arbejde der i 8 år.  Startede som nyuddannet pædagog.

Forældre: Mor Jytte på 42 år og far Per på 45 år. De har månedlig kontakt til Christian.

Søskende: Sofie på 8 år.

Beskrivelse af intuitionen:

Den ligger i Århus.Der er plads til 10 fast boende børn og unge. Plus 15 aflastnings pladser.Der er 27 ansatte hvor af 2 er studerende. Der er pædagoger, omsorgsmedhjælpere og en fysioterapeut. Der udover er der administrations personale og rengørings personale.

Tid/sted

I Marselisborgskoven en varm forårsdag, der er mange mennesker. Fuglene synger, himlen er blå og skovbunden er dækket af hvide anemoner og gule erantis.

Hjemme ved Hanne pr. Telefon.

Institution Solsikken.

Konflik

Konflikten udspiller sig i Marselisborgskoven.  På turen opstår der en konflik som pædagog tackler på en måde som forældrene ikke er helt enige i. Dette giver anledning til en endnu større konflikt mellem Intsituationen og hjemmet.

Hanne og Christian på tur

Det er en dejlig forårsdag solen skinner, træerne står i knop og fuglene synger. Skovbunden er dækket af hvide anemoner og gule erantis.

Hanne og Christian er på tur i Marselisborgskoven. Christian er en glad dreng, med multihandicappet i form af medfødt hjerneskade og autisme. Han er 12 år og bor på Solsikken, som er en døgninstitution for børn og unge med nedsat funktionsevne, der har han boet i 6 år. Inden boede han hjemme ved hans forældre Jytte og Per.  Grunden til at Christian i dag bor på Solsikken, er at hans forældre ikke længere magtede at have ham hjemme, efter lillesøsteren Sophie kom til verden. Da Christian er meget ressourcer krævende, med hjemme træningsprogram, almen pasning og at det ville kræve en flytning til et nyt hus at beholde ham hjemme pga. kørestolen.

Forældrene har siden de fandt ud af at de skulle have et handicappet barn, haft meget svært ved tanken om at deres barn ville være anderledes, end andre børn. Hvilket også gør, at de ikke kommer så ofte og besøger Christian. De besøger ham dog 1 -2 gange om måneden. Der ud over har de en kontaktperson der ringer hver 14. dag.

Christian elsker at komme i skoven tæt ved vandet, han kommer der tit. Ofte sammen med Hanne, som er hans primære kontaktperson. Hanne er pædagog på Solsikken, hvilket hun er utrolig glad for. Hun har arbejdet der, siden hun blev færdig uddannet som pædagog, inden da var hun i lønnet praktik som efterfølgende gav hende et vikarjob på stedet. Hun har nu været fastansat på Solsikken i 8 år.

Hanne og Christian har det godt sammen og bruger mange timer på forskellige ture, som biografture, indkøbsture, gåture omkring institutionen og i skoven.

Denne forårsdag er de endnu engang i skoven. Der er rigtig mange mennesker i skoven, det plejer der ikke at være. Christian er ikke så vild med, hvis der er alt for mange mennesker, han ikke kender, der kommer for tæt på ham. Men trods alle menneskerne, tegner det sig til at blive en god tur.

De beslutter sig for at gå ned til bænken ved vandet, hvor de plejer at kigge på skibene der sejler forbi. Denne dag er ikke nogen undtagelse, der kommer nogle store tanker, som de kigger på. Christian viser sin begejstring for skibene ved at smile, hvine og klappe.

Det er varmt og Christian er blevet tørstig, så de beslutter at gå tilbage til skoven hvor der ligger en lille isbod, så de kan købe noget at drikke.

Da de nærmere sig isboden, kan de se at der er mange mennesker, hvilket gør Christian utryg, så Hanne beslutter at lade Christian stå et stykke der fra og gå hen, for at hente noget at drikke til dem. Hanne møder en gruppe af hendes veninder, på vej over mod is boden. De hilser på hinanden og snakker lidt, men Hanne er meget koncentreret om at komme foran i køen, så hun kan komme tilbage til Christian så hurtigt som murligt.

Det bliver Hannes tur, hun køber sodavand og skynder sig tilbage til Christian. På vej tilbage stopper en af hendes veninder hende og spørger til, hvordan weekenden var gået. Hanne glemmer alt om, hvad der egentlig var hendes fornemmeste opgave den dag. Nemlig Christian, han sidder stadig for sig selv et stykke væk og han er bestemt ikke tryg. Christian sidder rokkende og siger lyde, som bliver højre og højere. Forbi passerende kigger og stopper op, nogle går hen til Christian for at hjælpe. Men det gør bare det hele meget værre. Hanne høre nu Christians kalden, smider alt hvad hun har i hænderne og løber hen til ham. Hun undskylder mange gange og trøster Christian, men han er svigtet og meget ked af det.

Hanne beslutter sig for at vil prøve at gøre det godt igen, derfor tager hun Christian med hen for at købe is og sodavand. Men der er stadig mange mennesker, så Christian bliver ked af det og begynder igen med lydene. Hanne vælger denne gang bevidst at ignorere det, da de jo skal have den is og sodavand. Christian falder ikke helt til ro, selvom han både får serveret is og sodavand. Nej det blev nu alligevel ikke en god tur, som han ellers havde håbet på.

Efter isen beslutter Hanne, at det nu er tid til at vende snuden hjemad mod institutionen igen. På vej tilbage mod institutionen, tænker Hanne over dagen. Hun bliver overvældet af en følelse af fiasko, hun var jo en uopmærksom pædagog. Hvordan kunne det ske, Det der absolut ikke måtte ske.

Da de kommer hjem på institutionen, er både Hanne og Christian trykket og mærket af dagens episode. De andre pædagoger kan mærke at tingene ikke er som de plejer, så de spørger indtil turen. Hanne fortæller om turen og episoden ved isboden, og at Christian ikke har været sig selv siden. Hanne overlader derfor Christian til de andre pædagoger, han er næsten faldet til ro ovenpå episoden, dog er han udmattet og kræver lidt ekstra omsorg.

Hanne trækker lederen til siden for at snakke med hende om episoden ved isboden. Da Hanne er meget påvirket af sagen beslutter lederen, at Hanne skal tage fri resten af dagen og tage kontakt til Christian forældre dagen efter.

Da Hanne er kommet hjem, sidder hun igen med dårlig samvittighed. Men hun beslutter dog at tage lidt afstand fra det hele og komme på andre tanker.
Senere samme aften, ringer Hannes telefon. Det er ukendt nummer, Hanne tager den og stemmen i den anden ende siger ”Hej, det er Jytte, Christians mor” Hanne ved med det samme, hvad det betyder. Hun får hjerte banken, klamme hænder og bliver nervøs.
”Jeg blev ringet op af en veninde, der havde set Christian sidde alene i Marselisborgskoven. Han var ked af det og uden opsyn” siger Jytte.
”Ja, det er rigtig. Jeg er ked af, at du skulle høre det fra en veninde og ikke fra mig som primær kontaktperson” siger Hanne.
”Det er jeg også, men du har vel hørt om episoden og kan fortælle din version af den” siger Jytte. Hanne fortæller det hele til Jytte, og tilføjer.
”Hvis du kunne have brug for at snakke det hele igennem med mig og lederen, kan vi aftale et møde på Solsikken” siger Hanne.
”Det behøves ikke. Jeg er sikker på at det aldrig vil ske igen. Jeg ved at du betyder meget for Christian og vi har trods alt samarbejdet om Christian i 6 år, så vi stoler på dig” siger Jytte.
”Det er jeg glad for, da jeg også sætter stor pris på vores samarbejde” siger Hanne og afslutter samtalen.

Dagen efter, da Hanne møder på arbejder, kalder lederen hende ind på kontoret til et møde om gårsdagens hændelse. De bliver enige om at lave en indberetning af sagen, hvilket udmunder i en skriftlig advarsel til Hanne.

Christian har det i dag godt og Hanne er stadig hans primære kontaktperson.

Interview

Der står at, i har børn fra 0 til 18 år. Har i børn helt nede fra 0 år?
Det er mugligt, men den tid jeg har været her, har den yngste været 6 måneder. De kommer her oftest omkring 8 års alderen, men det afhænger af forældrenes ressourcer.
Vi skal til at forholde os til voksne helt op til 26 år. Vi har 2 afdelinger med fastboende brugere, og 1 aflastning. Det er vigtig for vore brugere at der er en nogenlunde fast rytme.

De børn i har her, er det hovedsagligt kørestols brugere?
Vi har alt, fra helt mobile børn, autisme og ned til børn der ingenting kan.  Alle vores bruger er multihandicappet, hvilket vil sige at de har flere handicaps, en kørestolsbruger kan have tegn af autisme.

Gik fra børnehaven

Nogle veninde var en dag samlet for at fejre den enes fødselsdag, med kaffe kage og sang. Da de havde placeret sig omkring spisebordet, ville de starte hyggen med en fødselsdags sang for fødselaren.

Midt under fødselsdagssangen, kom lyden af barnegråd. Den blev kraftigere og kraftigere og sangen ophørte brat! Veninderne fløj op af stolene og løb til alle sider for at lede efter gråden, gråden kommer fra haven og derude på bænken sad den enes datter grædende. Døren til haven blev flået op og pigen omfavnes og blev bragt indenfor.

Moderen til pigen tog hende op og trøstede hende, de andre samlede sig omkring dem. Alle stod de der frustreret, forvirret og bange på samme tid. De spurgte pigen hvad der var sket? Pigen svarede fortvivlet at hun ville hjem fra børnehaven og derfor var gået fra børnehavens pædagoger da de var ude og lege på legepladsen.

Veninderne var så optaget af at trøste pigen, at de glemte alt om tid og sted. Efter nogen tid gik det pludseligt op for veninderne, at de havde glemt at meddele børnehaven, at pigen var i god behold. Sammen susede de alle ud af døren med retning mod børnehaven, på vejen mødte de to pædagoger der var i gang med at lede efter pigen.

Da pædagogerne fik øje på moderen og pigen, løb de mod dem og undskyldte mange gange. Moderen var både ked og sur, men samtidig lettet over at der intet var sket med hendes pige. Sammen gik de alle mod børnehaven hvor pædagogerne og moderen fik en snak omkring forløbet. Pædagoger undskyldte og sammen med moderen blev enig at pigen skulle holdes ekstra øje med, når de befandt sig udenfor børnehaven område.

Pigen med special støtte.

Denne pige som nu er 10 år gammel var som alle en lille pige engang. Hun er født 7 uger for tidligt (præmatur). 
Da hun var 3½ år begyndte hun i børnehave, hvor hun i starten trives på lige fod med de andre på stuen. Efter nogen tid begyndt pædagogerne at observere en anderledes form for adfærd når hun var sammen med de andre børn. I stedet for at lege med dem, kunne hun finde på at sidde ved siden af og lege parallelle lege. Hun kontaktede heller ikke de andre børn, men fik et tæt tilhørs forehold til de voksne på stuen. 

Efter nogen tid fandt børnehaven og forældrene ud af at det ville være en styrke for barnet at få tildelt en speciale pædagog som kunne arbejde med hende nogen timer hver uge. De fik et nært og godt samarbejde, som varede 3 år indtil pigen skulle starte i børnehaveklasse. Denne støtte omfattede også en tættere kontakt mellem børnehave og forældrene, i form af en bog der blev skrevet i næsten hver dag. Pigen fik også nogle opgaver med hjem, så forældrene (mest moderen) kunne øve med pigen. Disse opgaver bestod i at finde den rigtige form og farve på ting, lære at sætte en hændelse sammen i den rigtige rækkefølge, osv. Herefter kom hun i en klasse hvor de var 5 elever der blev tildelt 20 timer om ugen i støtte. 

Da de nåede til slutningen af 1. klasse inddragede kommune timerne så de 5 børn måtte spredes for alle vinde. Da blev pigen flyttet på en skole med større klasse. Her gik det helt galt for hende. Hun begyndte at blive meget destruktiv og man kunne ikke få hende til at høre efter hvad lærerne sagde. Efter en måned, blev pigen flyttet tilbage på den gamle skole. Her fik hun en pædagog som støtte mens hun ventede på at starte på en speciale skole. Efter at have ventet ½ år, fik hun endelig plads på den nye skole. Det var det bedste der kunne ske for hende. Hun er nu faldet til ro og blevet en mere glad pige. Hun skal gå på skolen til de i samarbejde med forældrene mener at hun er rustet nok til at komme i en alm. folkeskole igen.

En lille historie

Efter et års skole gang, kom pædagogmedhjælperen tilbage til børnehaven som vikar. Det første der mødte hende da hun kom ind i børnehaven, var en flok børn der kom i mod hende med åbne arme. Det var en rigtig dejlig førelse af og være savnet og velkommen. Det første en af pigerne sagde til hende var ” jeg troede ikke du gik her mere”.

Men jo hun var tilbage igen.

Og det var næsten som og komme hjem, hun havde savnet børene, og de kunne heldigvis godt huske hende. I sær dem hun har været på stue men året før. Hun kom hurtig ind i rytmen, og flere af børene knyttet et godt bånd til hende. Det var en god følelse når børene kom til hende, i stedet for til den faste pædagog.  

Så det var svært og slippe båndet igen, da hendes vikariat stoppet igen efter 3,5 måned.